Ulkebøl Nørremark

Udflytning

Udflytning til Nørremark skete i årene 1793-94. Otte af Ulkebøls i alt 15 udflyttergårde blev lagt ved kysten langs den nuværende Nørremark mellem Bagmose og Arnkil Skov.

Før udskiftningen blev markerne langs vejen til Arnkil drevet af gårdene i det gamle Ulkebøl. I den nordlige del af Nørremark, Ulkebølskov (tidligere også kaldet “over og neden skov”), var skoven helt ryddet. Længere mod syd var rester af skove som Mose­skoven, som dengang hed Koldmose, og en bræmme af kystskov, også kaldet Bønderskove. Der var Hav­skoven, hvor der var 34 lodsejere og en lille skov lidt mod nord, hvor der var fire lodsejere. De var blevet sparet, så de kunne give brændsel, tømmer og udnyttes til jagt. Ulkebøl Nørremark gik ned til Nørremark 5, “Bagmose”.

Ved udflytningen blev de yderste tre gårde større end de andre, da det var afdrevet skov, og nogle af jordene var af lettere kvalitet. Udflytningen skete ved lodtrækning i det gamle Ulkebøl. Ikke alle var lige glade for at flytte, særlig ikke dem, der lå længst borte. Afstandene var efter datidens forhold store, og vejene var ikke for gode. Der var langt til de få handlende, man havde dengang.

Den største mangel var en smedje. Ved udflytningen i 1794 blev der udlagt et “smedeland” på 8,3523 ha. 19 landmænd fra Ulkebølskov og Nørremark, samt enkelte andre, blev boelsejere og stillede jorden til rådighed for smeden. Derfor overtalte man omkring 1799 smeden Iwer Jensen, Bjørnemosen 3, til at flytte til Nørremark 8, Gaasbæk. Smedjen blev nedlagt i 1945.

Vejen

Den oprindelige vej gik fra Ulkebøldam mellem Hans Christensens ejendom, i dag Ulkebøldam 3, og Peter Jørgensens ejendom, Ulkebøldam 7, op over cykelbroen til den gamle vej til Ormstoft, ned over Bagmoses mark øst om Bagmoses skov, derefter mod nord til Arnkil Skov. Den slog mange små sving.

I begyndelsen af 1940’erne blev vejen rettet ud fra Ulkebøldam til Gaasbæk. Man skar et stykke af Bagmoses skov.

Vejen havde hegn på begge sider. Det gjorde, at man i marts måned 1947 var indelukket af sne i 28 dage. Man skovlede sne hver dag, men det føg til hver nat. Mælken måtte køres over markerne til Sønderborg. I 1955-56 ryddede man hegnene på begge sider og lagde asfalt på, det var en stor forbedring. Man brugte vejtromlen fra Ulkebøl til at trække hegnet op.

Den største omvæltning på Nørremark var anlæggelsen af Sønderborg Lufthavn på Veesbæk i 1968. Det gjorde, at en kommende udbygning med parcelhuse blev opgivet på grund af “støjcigaren”. Derefter blev vejen fra Gaasbæk til lufthavnen lavet bredere og rettet ud med blødere sving.

I 2008 vedtog Sønderborg Byråd at anlægge en cykelsti fra Tvedmark til lufthavnen. Der er mange, der cykler på vejen, og trafikken er ret stærk. I første omgang skulle den ligge på østsiden af vejen, men på grund af protest fra fire lodsejere, som ville få beskåret deres haver, blev den flyttet til vestsiden.

Vand

Oprindeligt havde alle gårde og huse deres egen brønd, men det begyndte at knibe med vandforsyningen, da besætningerne gradvis blev større. I 1974 blev Jes Iversen, Vranglandgaard, og Helmer Sander-Larsen, Saxgaard, enige om at søge Kær Vandværk om tilslutning. Kær Vandværk var positivt indstillet. Man blev enige om, at hele Kær Halvø skulle tilsluttes.

En del af lodsejerne mødtes på Saxgaard, hvor man blev enige om at prøve, om der var stemning for tilslutning. Lodsejerne skulle selv betale ledningsnettet, men vandværket ville stå for arbejdet. Næsten alle blev tilsluttet med det samme, senere kom resten til.

Ledninger

Før i tiden var der elmaster på vestsiden af vejen og telefonmaster på østsiden. Nu er det hele lagt i jorden. Der ligger nu el-, telefon-, vand- og lyslederledninger.

Skov og strand

Før lufthavnen blev anlagt, var der ca. 1 km skov langs med øststranden, delt i to skove, de såkaldte bønderskove. De var inddelt i mange lodder, som tilhørte hver et landbrug. Skoven blev ryddet, da lufthavnen blev anlagt.

Langs med stranden ligger der stensætninger ud i vandet, hvor skellet er mellem de forskellige gårde.

Kilde: Gårde og ældre huse på Kær Halvø af Helmer Sander-Larsen, Lokalhistorisk Arkiv Ulkebøl.

Klik på billedet for at forstørre

Stenholt, den tidlige bebyggelse

Den mindste af de fem landsbyer, der tilsammen udgør Ulkebøl sogn, er Klinting, der samtidig også er den ældste. Efter navnet at dømme skulle den første bebyggelse have fundet sted for omkring 2.000 år siden, og navnet skulle betyde “indbyggerne ved klinten”; de talrige gravhøje minder endnu herom.

Den sydligste del af Klinting ejerlav er Stenholt, der – de idylliske gamle huse til trods – samtidig er et af de områder i sognet, der senest er blevet bebygget.

De tidligste oplysninger om Stenholt stammer fra året 1604, hvor området var ubebygget og blev anvendt til svinehold. I alt gik der godt 250 svin på koblen, heraf 120 tilhørende den sønderborgske hertug Hans den Yngre. De øvrige var brændemærket med ejermærke for de otte kådnere (eller halvbolsmænd) i Klinting, syv fæstebønder fra Ulkebøl samt 21 borgere fra Sønderborg.

Også de efterfølgende hertuger i Sønderborg anvendte koblen Stenholt i forbindelse med driften af Sønderborg Ladegård. I 1667 gik hertugdømmet Sønderborg konkurs, og den danske konge, Frederik III, måtte som delvis betaling for sin gæld overtage en del af hertugens hovedgårde på den sydlige del af Als, bl.a. ladegården.

Kongen havde dog ingen umiddelbar interesse i at drive hovedgården, og han lod den derfor forpagte til den højestbydende, inklusive de ti kobler, der hørte til ladegården. Koblen Stenholt var med sine 38 ørtug den næstmindste og blev anvendt til korndyrkning.

I 1746 overdrog kongen (Christian VI) såvel Sønderborg Ladegård som Rønhave til hertug Christian August I af Augustenborg. Hertugen fik dog kun hovedgårdene på livstid, og da hertugen døde i januar 1754, faldt gårdene tilbage til kronen. Ti år senere fik også hertug Frederik Christian I Ladegården overdraget, men denne gang arveligt.

I 1770’erne var Ladegården forpagtet til Johannes Brandt fra Sønderborg, der 1778 fik anmodning fra fire mænd fra Ulkebøl-området, der kunne tænke sig at etablere sig som kådnere (husmænd) i Stenholt.

Den 1. juni 1778 stadfæstede hertug Frederik Christian I af Augustenborg ansøgningen, og dermed kunne de første huse i Stenholt blive bygget. De fire kådnere fik hver en femtedel af koblen, idet den nordligste femtedel forblev ubebygget. Men der var visse betingelser knyttet til denne overdragelse, der reelt kun omfattede brugsretten til jorden. Denne brugsret blev overdraget gratis, men de fire tilkommende kådnere måtte selv sørge for opførelsen af bygningerne og sørge for deres vedligeholdelse.

De (og deres efterfølgere på stedet) måtte endvidere forpligte sig til at yde hoveri på ladegården, de to af kådnerne hver mandag, tirsdag og onsdag, de to andre hver torsdag, fredag og lørdag.

Dette hoveri betød, at de pågældende ikke havde meget tid til at passe deres egen bedrift på de dage, der skulle ydes hoveri.

Skulle kådnerne blive syge og ikke kunne yde hoveriet, måtte de betale for de dage, der ikke blev arbejdet. Det samme var tilfældet, når de blev gamle eller svagelige: De måtte overdrage stedet til en søn eller anden mulig overtager og begive sig på aftægt.

De dage, kådnerne havde fri, kunne de dog risikere at blive indkaldt til reparation af Ulkebøl Kirke, skolen eller degneboligen, idet disse pligter påhvilede samtlige indbyggere i sognet.

Præsten i Ulkebøl var i øvrigt den største jordejer i sognet, men der skulle ikke ydes nogen form for hoveri til hverken præstens høst- eller reparationsarbejder. Hertil havde han sine egne folk. En af disse var fra 1775, Jens Møller, der dog ikke betragtede denne beskæftigelse som nogen livsstilling.

Han var derfor interesseret i at overtage den ledige femtedel af Stenholt, der endnu var ubebygget i 1785, og han anmodede derfor sin tjenestherre, pastor Peter Petersen Hoeck i Ulkebøl, om at lægge et godt ord ind for sig hos hertugen i Augustenborg.

Hertugen af Augustenborg var præstens foresatte, idet hertugen i 1764 sammen med overtagelsen af Sønderborg Ladegård, Rønhave, Majbølgård og Kegnæsgård også havde fået patronatsretten (retten til at indsætte præster) over kirkerne i sit godsdistrikt.

Men pastor Hoeck var bange for at få afslag på Jens Møllers ansøgning, og han ventede derfor temmelig længe med at spørge hertugen. Og samme dag, som ansøgningen blev videregivet, fik hertugen endnu en ansøgning om det ubebyggede stykke jord fra en anden indbygger i Ulkebøl, nemlig Peter Matzen. Hertugen traf i dette tilfælde en salomonisk dom og afgjorde, at de to ansøgere måtte dele arealet.

Dette ville dog reducere det økonomiske grundlag for driften af et kåd betragteligt. Således ville der ikke være jord nok til, at der kunne holdes heste, og det ville være relativt dyrt at skulle leje disse hos indbyggerne i det nærliggende Klinting.

Her lånte de første fire kådnere i Stenholt deres høstredskaber, plove og vogne, men klintingerne gjorde ikke netop dette for godt naboskabs skyld, og lejen for redskaberne var efter kådnernes mening urimelig høj!

De to nye kådnere ansøgte derfor i fællesskab hertugen om at måtte få et mindre stykke af Ladegårdens kobbel Klintingmark, således at de kunne få et rimeligt jordtilliggende.

Ansøgningen blev imødekommet, dog således at også en mindre del af den mod øst liggende kobbel, Lamberg, blev inddraget under Stenholt.

Dermed fik Stenholt et areal af i alt 66 tønder, og alle kåd havde samme størrelse – 11 tønder land. Husmandskolonien Stenholt i det sydøstligste hjørne af Ulkebøl sogn var dermed etableret, men de idylliske huse, der endnu kan ses, fortæller ikke om det slid, indbyggerne gennem tiderne har måttet præstere. Således ophørte hoveriet først 1850 – efter afslutningen på den slesvig-holstenske opstand i 1848, der medførte, at hertugen at Augustenborg måtte give afkald på hele sit alsiske godskompleks.

Kilde: Lokalhistorisk Arkiv for Dybbøl, Ulkebøl & Sønderborg, Tillæg til sommerprogram 1986. Uddrag fra artikel af Henning Mathiesen

Klik på billederne for at forstørre

Kåd/kådner Ældre betegnelse i Sønderjylland og på Ærø for mindre landbruger. Kådnere kan sammenlignes med husmænd i dag. De havde oprindeligt meget lidt jord, men ved udskiftningen i 1795 fik de tillagt jord. Kådnerne var tit håndværkere ved siden af landbruget. De havde en-to køer, et par grise og to-tre får.

Kobbel anvendes om et jordstykke, der ofte er omkranset med et jorddige eller hegn og bruges til vekseldyrkning (sæd, græs, hø etc).

Ørtug Gammel nordisk vægt- og værdienhed; dansk regnemønt i middelalderen, 1/3 øre eller 10 penninge.

Kirkestaldene

Kirkestalde fandtes næsten kun på Als og Sundeved. De opstod i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med, at udflytningen af gårdene fra landsbyerne skete.

Der blev langt fra de udflyttede gårde til kirken, og man var nødt til at køre i hestevogn til kirken. Derfor slog nogle af bønderne fra de yderste områder sig sammen og byggede disse stalde, hvor hestene kunne hygge sig med en bid hø eller lidt havre, mens folkene var til gudstjeneste.

Kirkestaldene, der er bevaret øst for Ulkebøl Kirke, tilhørte bønderne i Vollerup og Klinting og er bygget i 1798. Det er karakteristiske bygninger fra 1700-tallet med rødt bindingsværk og stråtag.

Nord for kirken lå også nogle kirkestalde som tilhørte bønderne fra Kær og Ulkebøl. De er forsvundet for mange år siden.