Martin var født den 30. maj 1884 i Silkeborg og døde i april 1976 i Sønderborg. Hans forældre var Adolf Emilius Jørgensen, Bødkersvend og Marie Kathrine Dorthea Jørgensen, født Wohlert. Moderen døde den 13. marts 1889 i Silkeborg. Faderen forlod de tre børn efter moderens død, ingen ved hvor han blev af. Hvor de to yngre søskende blev af, vides heller ikke. Martin blev anbragt på fattiggården i Silkeborg fem år gammel, helt alene. Han har aldrig villet fortælle om sin barndom, så ingen kender til hans opvækst, eller om han kom i pleje et eller andet sted, nemt har det ikke været for den lille dreng.
Nogenlunde godt må det alligevel være gået ham, for han blev udlært glarmester i Silkeborg og arbejdede nogle år som svend, men som han selv har fortalt engang til en avis, så var det ikke rigtigt noget for ham. Han ville være fri, så han vandrede rundt og levede af at kitte et vindue og skifte en rude hist og her hvor det var tiltrængt. Han vendte aldrig tilbage til Silkeborg.
Martin kom til Sønderborg i 1943, 59 år gammel og blev i byen resten af livet. Han blev en populær borger i Sønderborg. Han er den eneste, der har kunnet prale af at blive valgt som den mest populære person i Sønderborg ved en afstemning i en lokal avis. Det skete en gang i 1950’erne.
Han begyndte en lille forretning som klunser, en forretning som efter Martins eget udsagn var rigtig god. Martin gik hver dag i byens gader og i omegnen med sin kærre og samlede alt hvad der kunne omsættes til penge. I starten havde han et signalhorn, som han blæste i en gang imellem, så beboerne kunne høre at han var på vej, men det syntes man ikke så godt om, så politiet bad ham om at finde på noget andet – og det blev så den berømte fløjte, endda en rigtig togfløjte. I daglig tale hed han derfor altid “Martin mæ e fløjt“ af byens borgere.
Han boede først i et skur i “Ulkebøl Krigshavn“. Det var meget småt og primitivt, men det betød ikke noget for Martin – han stillede ikke store forventninger til tilværelsen.
I 1950’erne flyttede han til en lille bolig ved Sønderskoven. Det formodes, at gårdejer Herman Lawaetz, som han tit kom hos, gav ham lov til at bygge på hans jord, og at hans ven, produkthandler Josias, finansierede byggeriet. Stort var det ikke, men stort nok til Martin. Da han flyttede ind her kunne man læse følgende annonce i den lokale avis:
Martin søger en Husbestyrerinde, muligvis med senere Ægteskab for Øje.
Skal være smuk, intelligent, dannet, musikalsk og troende. Hvis Sympati og Enighed kan opnaas, da muligvis Ægteskab. Eget Hus. Formue ønskelig, men ikke nødvendig.
Martin Jørgensen, Sundsmark ved Sønderborg. Martin med Fløjten.
Man må sige, at han stilede højt. Det er svært at forestille sig, at der ikke også var en portion humor med i annoncen.
I en anden annonce fra 13. marts 1956 annoncerer han en stor byggegrund til salg:
Den er på 2500 m² og ligger på hjørnet af Augustenborgvej og Sundsmarkvej. Prisen er 2,5 kr. pr. m² og er til salg snarest.
Underskrevet: Martin med fløjten, Sundsmark, Sønderborg
Martin var kendt af stort set alle byens borgere på grund af hans venlighed over for alle – ikke mindst børnene, som han altid var venlig og hjælpsom overfor. Lidt skæve eksistenser, som Martin jo hørte til, bliver ofte drillet og gjort nar af, men det skete ikke i Martins tilfælde. De fleste børn og voksne havde respekt for ham på grund af hans venlighed, imødekommenhed og store viden. Martin havde en meget kultiveret og lun måde at tale på og han diskuterede ofte med andre om stort og småt, men især om religiøse emner, som han var godt inde i.
I 1959 var hans syn blevet så dårligt, at han ikke længere kunne klare sig selv. 76 år gammel kom han i privat pleje hos Midde og Verner Petersen i Brunsnæs, hvor der også boede en anden pensionær, Stinne. Martin sagde ofte, at når Stinne og han fyldte 100 år, skulle de giftes. Det blev ikke til noget, da Stinne døde før Martin. Midde og Verner flyttede senere til Sønderborg, og Martin flyttede med.
Martin var de sidste år helt blind og næsten døv, men beholdt sit gode humør til det sidste. Martin døde i april 1976, 92 år gammel.
Der er mange anekdoter om Martin – her er nogle af dem
En aften i 1949 mødte en mand Martin på St. Rådhusgade – han sagde pænt “Daw Martin“, hvortil Martin svarede:
“Kender du Martin, så pris din lykke – kender du ham ikke, så skid ham et stykke“.
Hvorefter Martin fortsatte sin vandring.
Malermester Chr. Hansen i Ulkebøl skulle en gang have udskiftet sin kakkelovn, hvilket Martin erfarede, så han tilbød at fjerne den for ham. Efter at have læsset ovnen på den lille kærre, blev de enige om en pris på nogle få kr. Hansen regnede med, at det var betaling for ovnen, men han blev belært af Martin om, at det var, hvad han skulle have for at transportere ovnen til Sønderborg.
Helt ringe har det ikke været med økonomien. Martin bestilte engang en taxa til at hente ham søndag morgen for at køre en rundtur på Als. inden han skulle i kirke. Martin var i sit stiveste puds, som man sagde dengang.
Marie, Margit og Inger på ca. 12 år, som passede børn om eftermiddagen, og når de gik tur med barnevognene, mødte de ofte Martin. En dag sagde Martin til dem, at han havde fødselsdag ugen efter, han spurgte: “Har I lyst til at komme til eftermiddagskaffe – I må hellere først spørge jeres forældre om I må“. Det måtte de, så de købte en gave for tre kr. og plukkede markblomster, da de med tre barnevogne trillede ned til “Ulkebøl Krigshavn“, hvor han boede. Han havde købt saftevand og kager – de havde det meget hyggeligt.
Pigerne kaldte Martin for “Den hvide neger“ på grund af hans hvide, meget krusede hår.
Under krigen mødte Martin en fremmed mand på stranden, hvor han boede. De faldt i snak, og den fremmede blev budt på et stykke brød med godt fedt. Den fremmede spurgte Martin, hvor han, i disse krigstider, havde skaffet så godt fedt – og svaret fra Martin kom med lune “Jeg har stegt en hund af“.
Palle Fløe 2019
Klik på billederne for at forstørre